Lav selv Bjarne Als’ nytårsdekoration

Bjarne Als nytårsdekoration. Foto Nina Ewald

Dekorationer til nytåret må gerne være festlige og overdådige! Den kendte blomsterkunstner, som også er Kongelig Hofleverandør, Bjarne Als har her skabt en vidunderlig dekoration med løgblomster. Han anvender bl.a. amaryllis, som hænger med hovedet nedad. Det har vi også tidligere fortalt om på vores Facebookside. Her giver Bjarne Als dig opskriften, så du selv kan gå i gang! Bjarne Als er ejer af House of Bering.

Ophæng med amaryllis: I dette utraditionelle, men også meget flotte ophæng, er amaryllis både brugt som en del af dekorationen og som ”vaser” for blomsterne på toppen. Hæng dekorationen i stuen, over spisebordet eller som en festlig velkomst for nytårsgæsterne i entreen. Under alle omstændigheder, skal den nok vække opsigt.

Du skal bruge: 5 vandtrukne amaryllis – Lavgrene, gerne lærk – Mistelten – Eukalyptusgrene, indfarvet i sort – Orkidéer – 1 meter sølvbånd – 1,5 meter sølvpossementsnor – Granatæbler af styropor med sølvglimmer (eller bær) – Knappenåle – Ståltråd – Grønt bindebånd til buketten.

*Bind de fem amaryllis sammen med grønt bånd. Det skal sidde godt fast, men uden at være så stramt, at stilkene knækker.

*Hæng gerne buketten op, så er den nemmere at arbejde med. Bind eukalyptusgrenene fast omkring stilkene.

 

 

*Bind lavgrene sammen med ståltråd til to bundter. Bind grenene på tværs, på hver side af amarylliserne.

*Bind mistelten i to  modsatrettede bundter, med blade og bær i hver ende. Bind dem derefter fast til lavgrene og amaryliser.

*Bind en stor sløjfe af sølvbånd omkring stilkene over grene og bundterne af mistelten. Bind en knude på hver ende af possementsnoren og bind den fast omkring stilkene lige under sløjfen. Lad enderne hænge løst ned.

* Fastgør et granatæble på hver ende af possementsnoren med en knappenål og bind ligeledes granatæbler på grenene her og der, med ståltråd.

 

 

 

 

 

 

 

*Hæld vand ned i de hule stilke på amarylliserne til et par cm fra overkanten. Stik misteltengrene og orkidéer ned i ”vaserne”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *