Pynt op med narcisser
Når Påsken nærmer sig er der tradition for at pynte op med forårsgrene, æg, små figurer og blomster. Her er narcisser, eller Påskeliljer som de kaldes, selvskrevet, og havde vi ikke haft så hård frost i marts måned, stod de nok allerede i knop ude i haverne.
Påskeliljer tåler let frost, og står de lidt beskyttet, er det slet ikke noget problem. Stil for eksempel et stor fad med påskeliljer på terrassebordet, hvor det kan ses fra stuen eller køkkenet. Vil du gøre lidt mere ud af det, kan du skjule jorden og rødderne med mos eller strandsten.
Også perlehyacinter tåler let frost. Den skønne himmelblå farve oser af lune forårsdage, og både narcisser og perlehyacinter kan plantes ud i haven, når påsken er overstået og blomsterne er på retur. Ude i haven kommer de gerne igen år efter år.
Her danner gyvelgrene, der er stukket ned i jorden, en lille rede. Du kan også bruge grene fra birk eller ranker af kaprifolie eller klematis, som du snor til en krans og placerer uden om løgene. Suppler evt. med nogle æg i pastelfarver.
Narcisser i flasker
Skal det gå hurtigt, eller skal du dekorere et langt frokostbord, ser det fint ud med en masse glasflasker med forskellige sorter af narcisser. Her er der brugt gamle sodavands- og mælkeflasker. Du kan supplere med tulipaner og forsytia grene, men endelig ikke i samme vase. Narcisser indeholder nemlig et giftstof, som andre blomster ikke tåler. Stil gerne flaskerne tæt i grupper, så de udgør en ’samlet buket’.
Narcisser på fad
Måske har du ikke en masse sodavandsflasker, men så kan du bruge små glasvaser. De må gerne være forskellige både i højde og drøjde. Saml dem på en bakke eller et stort fad, så de på den måde udgør en samlet dekoration. Her er der brugt både narcisser, tulipaner og hyacinter i hvid og forskellige gule nuancer.
Se flere dekorationer på www.logblomster.dk