Den ultimative GUIDE til holdbare tulipaner

Læs de gode råd om, hvordan du længst muligt får glæde af dine tulipaner.

Friske danske tulipaner

 

I butikken 
  • Køb ikke tulipaner, der har stået ude i frostvejr, træk eller bilos.
  • Vælg butikker, der er kendt for at have friske kvalitetsvarer. Danske tulipaner har kort transporttid fra gartneriet til butikken. Du kan kende dem på det røde logo eller det danske flag.
  • Tulipaner går i dvale uden vand, og derfor kan man ofte finde dem i butikkerne uden vand. Føl på tulipanerne. Hvis de føles slatne eller ser ‘trætte’ ud – så køb dem ikke.
  • Tulipanbladene skal være grønne og saftspændte, ikke gullige.
  • Tulipanerne må godt knase lidt i blade og stængler, det viser, at de er friske.
  • Hovederne skal vise nogen farve, men bør ikke være udsprungne.
  • Snitflader skal være friske og grønne, ikke brunlige og tørre.
Når du kommer hjem med dine tulipaner
  • Stil tulipanerne lyst, køligt og i halv-koldt vand, lige når du kommer hjem.
  • Lad dem stå sådan en times tid i indpakningspapiret. Derefter kan du gøre dem klar til vasen.
  • Skær et par centimeter af stænglerne. Brug en skarp kniv og ikke saks.
  • Vasen skal være ren.
  • Lad dem overnatte i husets koldeste rum eller mellem vindue og gardin.

Pasning af tulipaner      Tulipan buket

Daglig pleje og pasning 
  • Glem ikke at efterfylde vasen og skifte vandet jævnligt. Giv desuden stænglerne et nyt snit hver gang vandet skiftes.
  • Put ikke for meget vand i vasen. Jo mere vand der er, jo mere drikker tulipanerne, og så vokser de mere.
  • Undgå at placere blomsterne i direkte sollys samt i umiddelbar nærhed af frisk frugt.
  • Friske danske tulipaner bør kunne holde i hvert fald en uge. Det altafgørende for tulipanernes holdbarhed er, rent vand og hvor varmt de står.

Tulipan buketter

Januar – april er højsæson for  danske afskårne løgblomster. Du gavner miljøet og støtter samtidig de danske gartnerier ved at købe danske blomster og danske løgblomster i potter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *